Køb af dagligvarer over nettet

dagligvarerovernettet

Det er jo ikke nogen hemmelighed, at jeg handler meget over nettet. Tøj, fodtøj, bøger, apoteksvarer, gaver, blomster, grøntsagsfrø og meget, meget mere klikker jeg glad og gerne hjem fra forskellige webshops. Noget ganske andet har det hidtil været med helt almindelige dagligvarer til husholdningen. Der har jeg været tilbageholdende. Men nød lærer jo som bekendt nøgen kvinde at spinde.

I den senere tid har jeg haft problemer med at få fat i en bestemt type økologiske ris af et bestemt mærke. Det er simpelt hen de ris, vi foretrækker, når der skal spises ris her i huset. Jeg bruger også risene til at koge rismælk, som jeg laver kakao af. Kakao er min lille last, og da jeg jo er allergisk overfor mælk, koger jeg den altså på rismælk. Man skulle jo tro, at jeg bare kunne købe ris af et andet mærke, og det har jeg bestemt også gjort mange gange, men hver gang vender jeg tilbage til mit yndlingsmærke, fordi jeg synes, at risene fra de andre mærker smager “forkert” eller ligefrem har en bismag eller giver en forkert konsistens, når jeg koger rismælk/kakao.

Så jeg var noget på spanden, da jeg for nogle dage siden ikke kunne få fat i de gode ris der, hvor jeg plejer at købe dem. De var udsolgt, og man vidste ikke, hvornår man ville have dem på hylden igen. Jeg prøvede i flere andre butikker med samme nedslående resultat. Man havde da ris, men ikke lige præcis de ris, jeg var ude efter.

Der blev taget telefonisk kontakt til butikker lidt længere væk for at høre, om de mon havde de ønskede ris. Nix. Risene var ikke til at opdrive.

Så var der jo ikke andet at gøre, end at søge på nettet. Og der var risene naturligvis. Hos Nemlig.com. Jeg kunne bestille lige så mange, jeg ville, og få dem leveret dagen efter. Jeg bestilte ris nok til et lille lager og lidt andre kolonialvarer.

Det var nemt at bestille og betale, og varerne kom som aftalt næste dag. Der var endda gratis chokolade med som en lille velkomstgave. Det er første gang, jeg har købt dagligvarer over nettet, og det var en rigtig fin indkøbsoplevelse, så det gør jeg nok igen en anden gang.

Læs videre

Økologiske frø i de fineste frøposer

froeposer fra oekohaven

Indlægget indeholder reklame/affiliate links.

I går drømte jeg mig jo lidt væk fra det kedelige gråvejr ved at sidde og planlægge lidt forårsaktiviteter i haven. Jeg bestilte også lidt grøntsagsfrø hos Økohaven.dk

Allerede i dag lå frøene i min postkasse. De kom i de fineste frøposer. Jeg er vild med pæn emballage. I kuverten lå også en fin og informativ såkalender, lige til at hænge op på opslagstavlen, så man ved, hvor den er, når det bliver tid til at tilså urtehaven.

Læs videre

Man er vel en “sparegris”

sparegris

Som jeg har brokket mig over flere gange her på bloggen, har jeg i lang tid haft svært ved at finde jeans, der var lige præcis, som jeg gerne vil have dem.

Der har været en lang periode, hvor der var stretch i alle jeans, og det kan jeg ikke snuppe. Så har det været moderne med bukser med meget lav talje – heller ikke noget for mig.

De seneste par år er der begyndt at dukke jeans op med normal taljehøjde og uden stretch. Det har jeg været svært glad for, men nu er jeg ikke bare glad. Nu er jeg begejstret.

Det er nemlig netop lykkedes mig at finde et par næsten helt perfekte jeans. For det første er de her jeans i 100% bomuld. For det andet har de helt normal taljehøjde. Og for at det ikke skal være løgn, er det et par Lee-jeans. Mine allerførste jeans, som jeg fik for omkring tusind år siden, var af mærket Lee. Det var i årevis mit yndlingsmærke, men senere gik jeg over til andre mærker.

Jeg er rigtig glad for mine nye jeans, som jeg endda fik til en rigtig god pris. Der er nemlig udsalg i min yndlingswebshop, og der er mange penge at spare.

Læs videre

Så hurtigt går tiden trods alt ikke

nykalender

I går fik jeg omsider købt mig en ny kalender. Det var jo ikke for tidligt, kan man sige.

Her til morgen gik jeg i gang med at skrive fødselsdage, aftaler, opgaver og forskelligt andet ind i den nye kalender.

Pludselig gik det op for mig, at jeg sad og skrev januar-aftaler ind på februardage i kalenderen. Jeg blev helt forvirret og bladrede kalenderen igennem flere gange. Januar var væk. Der var kun en enkelt side med en oversigt over måneden, men alle siderne med de enkelte januardage manglede.

Så hurtigt går tiden trods alt ikke. Det er ikke tid til at tage hul på februar endnu. Jeg skal i byen og have den kalender byttet, for jeg kan altså ikke undvære januar.

Læs videre

December set i bakspejlet

julebuket

December er jo altid en travl måned, og det virker som regel, som om den er forbi, næsten før den er begyndt.

Sådan har min december været igen i år. Vi lagde hårdt ud allerede den 2. december, hvor vi var inviteret til fødselsdags-/familiebrunch – min søster fyldte rundt d. 19. og fejrede det lidt på forskud.

Senere fulgte de sædvanlige juleforberedelser. Dog må jeg indrømme, at jeg droslede lidt ned på noget af det i år. Julegaverne blev købt online og det samme gjorde mandelgaven.

Juleaften fejrede vi herhjemme sammen med alle vores tre sønner og vores barnebarn, og den 27. rundede vi julen helt af med en julebrunch på vores yndlingsrestaurant sammen med min søster og svoger og vores ældste søn, før han dagen efter rejste hjem til Nuuk.

Jeg fik også læst nogle bøger i løbet af december – Indigo af Vita Andersen, Livsmodig af Gitte Løkkegaard, Fars dreng af Emelie Schepp og Sund mad til kloge tarme af Michael Mosley.

I december testede jeg nye udgaver af nogle hudplejeprodukter, jeg har været glad for i årevis, og nu vi er ved hudplejeprodukter, så var jeg så heldig at vinde nogle i en julekalenderkonkurrence.

Efter jul har vi ryddet op, gjort rent, gemt julepynten væk og derefter nydt et par stille dage med lange gåture og ingen planer.

Nytårsaften foretrækker vi at holde helt stille og roligt herhjemme i tosomhed. Så i løbet af dagen vil vi gå og hygge os med at lave lidt god mad, bage noget godt brød og i det hele taget bare tage den helt med ro.

Rigtig godt nytår!

Læs videre