Inspiration til juleklip

inspiration til juleklip

Det er hyggeligt at lave sin egen julepynt. Især hvis der er børn i familien, der kan være med til at klippe og klistre.

Hvis man mangler inspiration til julepynten, findes der masser af bøger, der kan give nye ideer.

Jeg har selv hjemmelavet julepynt liggende, som blev lavet herhjemme ved spisebordet sammen med mine børn tilbage i firserne. Det må være retro i dag. Se noget af det her og her.

Jeg har også flettet julehjerter af genbrugspapir. Du kan se nogle af dem på billedet øverst i indlægget. Du kan læse lidt om mine tanker bag hjerterne her.

Mulighederne er næsten uendelige, og det er bare hyggeligt hvert år til jul at gense den hjemmelavede pynt.

Læs videre

Støt udsatte børn ved at donere nogle af dine Matas-point

stoetudsatteboern

Igen i år er der mulighed for at donere nogle af sine Matas-point til en god sag.

I kender det sikkert allesammen.

Man er med i en hulens masse fordelsklubber rundt omkring i forskellige butikskæder. Det er jeg i hvert fald. Det er svært at blive fri.

Så optjener man point, når man handler. Pointene kan så veksles til varer i pointshoppen. Man får bare aldrig rigtig samlet point nok til at købe noget. Og lige pludselig er pointene faldet for aldersgrænsen og er annulleret. Surt for kunden. Smart af forretningen.

Her op mod jul har Club Matas igen åbnet for muligheden for, at man kan donere sine point til et godt formål.

I år har man valgt at gå sammen med sangeren Burhan G  og Fodboldfonden i arbejdet for at give udsatte børn en god jul. Hvis man donerer 100 point, støtter man den gode sag med 20 kroner. Det synes jeg virkelig godt om. Så nu har jeg støttet en god sag ved at rydde ud i de point, jeg alligevel sjældent får noget ud af.

Jeg synes, det er et fint initiativ, Matas har taget, og håber, at mange vil benytte sig af muligheden for at donere point. Hvis man støtter med sine point inden 5. december, deltager man endda i en konkurrence om billetter til Det Store Juleshow med Burhan G & Danmarks Underholdningsorkester.

Hjertet på billedet er et at dem, jeg flettede af forskelligt genbrugspapir for nogle år siden.

Læs videre

Genbrug af vand fra køkkenet til havevanding

genbrugafvand

Om sommeren genbruger vi vand fra køkkenet til havevanding. Det er ekstra aktuelt i denne rekordtørre sommer.

Når vi skyller frugt og grøntsager eller ris, sætter vi et vandfad ned i vasken og opsamler skyllevandet, der bagefter bliver hældt ud i en af de spande vi har stående udenfor bryggersdøren til det samme. Vandet bliver så senere brugt til at vande med i haven.

Det bliver til en hel del vand i løbet af en dag. Når vi lige lader vandet løbe lidt, så det bliver  rigtig koldt, når vi skal have en tår at drikke, opsamler vi det også. Det samme, når vi skyller kaffekande eller tekande. Man bruger en hel del vand i køkkenet hver dag, som kan genbruges i haven. Når først man begynder at tænke over det, ser man masser af muligheder for at opsamle vand til genbrug – hos os er der ligefrem gået sport i det.

Læs videre

Same procedure as every year …

Nu gør jeg lige noget, som jeg aldrig har gjort før. Jeg genudgiver et af mine gamle blogindlæg. Simpelt hen fordi det er aktuelt igen. Jeg kan ikke formulere det anderledes, og jeg har ikke noget at tilføje. Så her kommer et indlæg fra 3. januar 2014:

Tiden omkring nytår står i oprydningens tegn her i huset. Jeg får altid en gevaldig trang til at rydde op og rydde ud på denne tid af året.

Jeg starter altid nytårsmorgen med at pille alting ned fra min opslagstavle. Så er den klar til det nye års ideer, projekter, minder, hilsner, ønsker og hvad der ellers plejer at lande der.

Når opslagstavlen er ryddet, er processen i gang. Jeg kaster mig over skabe og skuffer. Jeg ordner og sorterer og smider endda også somme tider noget ud.

Jeg rydder også op i strømmen af nyhedsbreve, der lander i min mailbox. I årets løb vokser antallet på mystisk vis, men nu bliver det skåret ned med hård hånd.

Jeg må vist også kigge på, om der skal luges lidt ud i overspringshandlingerne – det var jo den der oprydning, jeg var i gang med.

Læs videre
1 2 3 9