Blog
Vi har fundet mere DUPLO frem fra gemmerne.
Nu er det hele vasket af og klar til brug.
Jeg er lidt spændt på, om Sander vil foretrække traktorerne, eller helikopteren.
I hvert fald glæder jeg mig til at se det gamle legetøj i brug igen – det har været gemt væk længe.
Det er en helt særlig glæde for mig at se mit barnebarn lege med de samme ting, som mine børn legede med, da de var små.
Det er da genbrug, når det er bedst.
Da jeg var barn, fik man hvert år en julegave fra FDB, hvis man var medlem. Det var min farmor, og det år, hvor denne historie udspiller sig, var gaven en rund serveringsbakke i plastik. Min farmors bakke var blommefarvet.
En af juledagene havde min farfar og farmor besøg af min faster og onkel og deres børn. Min onkel var kok og hjalp selvfølgelig sin svigermor/min farmor i køkkenet. Men noget gik galt. På en eller anden måde fik han sat den der plastikbakke ind i den varme ovn. Det kunne bakken selvfølgelig ikke tåle. Den krympede gevaldigt og antog en let foldet oval form med hul i midten.
Min farmor var ikke rådvild og heller ikke uden humor. Så hun genanvendte serveringsbakken – som fotoramme. Den kom op på væggen – naturligvis med et billede af min onkel i.
Hold da op, hvor har vejret været smukt i dag. Og koldt. Selv om vi var varmt klædt på, så hundefrøs vi, da vi var ude at gå en formiddagstur. Men skønt var der derude.
Ellers er dagen gået med praktiske gøremål. Jeg har haft oprydningsflip og har ryddet op i nogle skuffer og smidt en masse ud. Mest gamle papirer men også andre ting, der ikke har været brugt i umindelige tider. Ind imellem fortabte jeg mig i gamle minder, der dukkede op sammen med næsten glemte ting og sager. Det var ikke nogen dårlig måde at bruge lidt af sin søndag på.
Vi fik også lavet vores gamle Stokke-stol til høj stol igen. Den har ellers i mange år fungeret som skrivebordsstol for mig. Men nu var det på høje tid at gøre den til høj stol igen, så Sander kan få lidt gavn af den. Læderstroppen, der forbinder bøjle og sæde – og forhindrer at barnet glider ned fra stolen – var blevet mør af ælde, så vi har købt en ny. Så nu er stolen klar til en runde mere som høj stol. Det er da hyggeligt.
Rundt omkring på mange blogs kan man se, at broderier er kommet lidt frem igen. Ikke mindst ser man, at mange køber broderier i genbrugsforretninger og sætter dem sammen med andet stof til fine puder, vanter, omslag til notesbøger, og hvad ved jeg.
Da jeg var barn og helt ung kunne jeg også rigtig godt lide at brodere. Jeg var især glad for at sy puder på aida. Det var efter tællemønster og egentlig ret hyggeligt. Når jeg ser billeder af broderegarn i smukke farver, får jeg helt lyst til at brodere igen.
Jeg syede også dengang for mange år siden nogle lidt specielle puder på stramaj. De puder var så almindelige/populære en overgang. Man brugte almindeligt strikkegarn, to farver skiftevis og så syede man ellers kvadtrater, der ligesom blev lidt “ophøjede” i forhold til stoffet, fordi garnet blev lagt i mange lag, ved at man hele tiden syede i mindre og mindre kryds. Nej, jeg kan ikke forklare det, og jeg har selvfølgelig ikke et billede. Gad vidst, om jeg stadig kan huske, hvordan det egentlig var, det skulle gøres? Får da helt lyst til at prøve.
Da jeg tidligere på dagen gik min formiddagstur, tog jeg – som jeg plejer – noget glas med, som skulle i glascontaineren. Der står sådan nogle genbrugs-glascontainere et par steder her i nærheden, så hvis vi har noget glas, vi skal af med, tager jeg det med, når jeg går alligevel. Jeg kan godt lide at tage det med efterhånden, så ikke det står og flyder/fylder.
Så jeg gik glad afsted med min mulepose indeholdende en vinflaske og et glas, der havde været kakao i.
Undervejs på turen blev jeg opmærksom på en kvinde, der gik et stykke foran mig. Hun tog en spraydåse op af sin taske og begyndte at ryste den. Så kastede hun et blik over venstre skulder, fik øje på mig, lagde spraydåsen tilbage i tasken og drejede om et hjørne, så jeg ikke længere kunne se hende.
Min nysgerrighed fik mig til at skynde mig om hjørnet, jeg ville jo gerne se, hvad hun havde gang i. Desværre var hun væk, da jeg nåede om hjørnet, men min fantasi var til gengæld begyndt at køre for fuld damp.
Mens jeg gik, bryggede jeg på en historie om den der kvinde. Jeg var så opslugt af det, at jeg vist glemt alt andet. I hvert fald blev jeg på et tidspunkt opmærksom på, at min venste hånd sov. Det var den hånd, der holdt muleposen med glasset til containeren. Desværre havde jeg passeret containeren for længst. Jeg gad ikke vende om, så jeg tog hele molevitten med hjem igen.
Sådan kan det gå, når fantasien går lidt over gevind – og ja, hvad man ikke har i hovedet, må man ha’ i benene. Jeg går ned med det der glas senere.