Vi har i mange år haft et lille drivhus.
De senere år har vi bare ikke rigtig haft glæde af det. Vi har ikke fået plantet noget i det. Det har bare stået der. Og vinen, som har vokset der i mange år, har fået lov til at gro og fylde det hele.
Det er jo synd og skam.
For et par år siden var Henrik ved at trække en trærod op ude i haven. Den sad fast, og han trak til. Pludselig gav roden sig, og Henrik tumlede baglæns og bankede den ene albue igennem glasset i drivhuset. Det kostede ham en tur på skadestuen, hvor han blev syet med mere end tyve sting. Den dag besluttede vi egentlig, at drivhuset skulle væk. Det blev bare ikke rigtig til noget.
Men nu er det blevet til noget. Henrik fik taget drivhuset ned i går. Da det var gjort, skrev jeg et opslag i en Facebookgruppe for folk fra vores lokalområde om, at vi ville give drivhuset væk. Hold nu op hvor var der mange, der gerne ville hente sådan et gammelt, gratis drivhus.
Der gik ikke lang tid, fra jeg skrev opslaget, til drivhuset var afhentet. Nu håber vi, at den nye ejer får glæde af det. Vi er bare glade for, at vi er kommet af med det på en pæn måde, og at det nu bliver genbrugt.