I dag har jeg modtaget årets gratis reflekser fra TrygFonden.
Igen i år er det et par spøjse figurer. Denne gang er de lidt uhyggelige – men heldigvis på den sjove måde. De passer perfekt til Halloween.
Blog
I dag har jeg modtaget årets gratis reflekser fra TrygFonden.
Igen i år er det et par spøjse figurer. Denne gang er de lidt uhyggelige – men heldigvis på den sjove måde. De passer perfekt til Halloween.
Nu er det muligt at bestille årets seje, gratis reflekser hos TrygFonden.
Jeg har været inde og bestille et par stykker, for man må aldrig gå ned på reflekser.
Skynd dig at bestille, der plejer at være rift om dem.
Jeg synes, at kastanjer er så skønne. De er smukke at se på og dejlige at røre ved. De er runde, glatte og blanke.
Jeg kan ikke lade være med at samle dem op, når de ligger på jorden. Selv om det er lidt fjollet, så kan jeg ikke bare lade dem ligge. De drager mig som en magnet.
Jeg samler dem op og putter dem i lommen.
Når jeg kommer hjem, lægger jeg dagens høst i en glasskål på spisebordet i køkkenet. Så ligger de bare der og er pæne. Og jeg nyder synet af dem.
Kastanjer er en af naturens gratis gaver.
De seneste par dage har jeg været helt opslugt af en bog.
For nogle dage siden fik jeg nemlig et tilbud fra Liveboox.com i min mailbox om gratis leje af en lydbog eller e-bog. Det kunne jeg ikke stå for, da der var mange gode titler at vælge imellem.
Jeg valgte Dødesporet af Sara Blædel. Det var en lidt anderledes krimi, som jeg blev meget opslugt af. At handlingen udspiller sig i min barndoms land gjorde ikke læseoplevelsen ringere. Bogen var spækket med stednavne, som jeg kender helt fra barnsben, så jeg havde ikke svært ved at forestille mig, hvordan de forskellige steder så ud. Billederne var på plads inde i hovedet uden videre.
Jeg kan godt lide konceptet, der giver mulighed for at leje en e-bog eller lydbog i stedet for at købe. Jeg vil sikkert vende tilbage og leje en bog en anden gang.
Der kører en kampagne i øjeblikket, hvor leje af første bog er gratis.
Vores lavendel har sået sig selv.
Den vokser i den lille sprække mellem to sten i vores flisegang.
Henrik har noget med, at han ikke rigtig nænner at fjerne planter, der har sået sig selv. Han går og værner og nusser og pusler om dem.
Det er noget, der tidligere har irriteret mig. F.eks. var jeg ikke meget for at lade lavendlen stå, da den dukkede op på flisegangen. Men nu er den blevet stor og kraftig, og den hører bare til der på gangen lige ved hushjørnet. Jeg var den første til at bekymre mig om den, da håndværkerne for et par måneder siden rendte rundt derude med stiger og stillads.
En plante, der sår sig selv på så udsat et sted og kan leve og vokse nærmest på en sten, den er da noget særligt. Sikke en livskraft.
Vi har også andre små “tilløbere”. En slags små gratis glæder. Der er et lille grantræ, som Henrik har fundet i vores hæk, da det var lillebitte. Det har han sat i en potte, og det vokser fint.
Solsikker midt i urtehaven er også helt normalt her hos os. (En bivirkning ved at fodre fugle med solsikkefrø.)
I vores have er det lidt spændende at se, hvad der dukker op næste gang.