Blog
Efter blæsevejret i går lå der en del nedfaldne æbler og pærer på græsplænen. De er samlet op og har fået selskab af en enkelt rødbede fra urtehaven. Nu skal saftpresseren frem, og så varer det ikke længe, før vi kan nyde et glas friskpresset, økologisk juice.
Jeg har begået lidt nyt til væggen.
Jeg er lidt fascineret af blade – løv. Det kan være så smukt. Jeg får tit lyst til at tage smukke blade med ind og forsøge at fastholde deres skønhed. Og nu har jeg gjort et forsøg.
Jeg har gjort det på den simpleste måde, jeg kunne komme i tanke om.
Bladet, som vistnok er fra en spidsløn, kom en tur i scanneren, og billedet blev printet ud.. Til slut blev det sat ind i min fine ramme fra RAM’N. Nemmere kan det næsten ikke være. Det tog alt i alt et par minutter.
Så nu er der lidt nyt på væggen, og jeg er faktisk glad for det. Det har ikke kostet mange øre at lave, og når jeg bliver træt af at se på det, sætter jeg bare noget nyt i rammen.
Jeg har sendt et gækkebrev afsted.
Det er hyggeligt at sidde og skrive de gamle vers, man har kendt siden barndommen.
Omme bag en tjørnehæk
fandt jeg denne vintergæk.
Nu med den du får fra mig
sendt en hilsen – hvem er jeg?
Nu er jeg spændt på, om modtageren gætter, at brevet er fra mig, så jeg skal af med et påskeæg. Faktisk regner jeg temmelig sikkert med, at det går sådan, og det var egentlig også meningen.
Fastelavn er nok mest noget, man markerer i børnefamilier. Jeg kan stadig huske, hvor meget mine børn gik op i det, da de var små.
Personligt synes jeg, det er sjovt at se de udklædte børn, der er ude at rasle, men det lader til, at det er en skik, der langsomt er ved at forsvinde. Sidste år til fastelavn så jeg ikke et eneste udklædt barn her i nabolaget.
På min blog kan jeg altid se på min statistik, når fastelavn nærmer sig. Så stiger besøgstallet kraftigt. En masse mennesker søger på “fastelavnskat” – og nogen af dem ledes dermed ind på et gammelt indlæg på min blog.
Det er lidt sjovt, når man pludselig kan se, at det er et flere år gammelt indlæg, der står for hovedparten af besøgene.
Jeg har altid været en klovn til at tegne. Det har jeg slet ikke talent for.
Alligevel har jeg for nylig kastet mig ud i at male et lille billede. Af en klovn. Lad mig med det samme slå fast, at det hele tiden kun har været tænkt som en spøg.
Det hele begyndte med, at min ældste søn blev ved med at snakke om et billede af en klovn, som vi havde hængende på væggen, da han var lille. Rigtig mange havde de klovnebilleder dengang.
Sønnen ærgrede sig over, at billedet for længst var smidt ud. Han ville gerne have haft det, for som barn havde han holdt at klovnen.
Det lod sig ikke gøre, så jeg sagde til ham, at han måtte se, om han kunne finde et tilsvarende billede i en genbrugsbutik, og ellers kunne jeg da bare male et klovnebillede til ham. Dumt sagt. For han var hurtig og svarede, at det ville han faktisk også hellere have.
Og så glemte vi alt om det. Lige indtil jeg skulle finde på noget sjov i anledning af hans 40 års fødselsdag. Jeg bestemte mig for at male en klovn til ham – bare så han kunne lære, at man skal passe på med, hvad man ønsker sig.
Så jeg gik i gang med at lave en skitse af et klovneansigt. En ret vanskelig opgave, når man ikke ejer talent for at tegne. Men jeg kløede på. Skitsen blev til et lille klatmaleri. Bestemt ikke kønt – men alligevel.
Vi har moret os meget over det lille billede allerede, så det har tjent sit formål.