Man må være oppe på lakridserne

I sidste uge havde jeg kontroverser med mit apotek.

Jeg havde indleveret en recept på noget medicin, som skulle skaffes hjem fra et andet apotek. Apoteket lavede en brøler, og min medicin blev væk. Pist væk.

Der var nogle forviklinger og nogle lange telefonsamtaler. På et tidspunkt var jeg nødt til at tale med store bogstaver.

Langt om længe kom medicinen til min store lettelse til veje. Sammen med medicinen fik jeg en uforbeholden undskyldning. Og som om det ikke var nok, fik jeg også en gave. Et plaster på såret.

Fine sager fra Johan Bülow. Lakrids med hvid chokolde, hindbær og guldstøv. Flotte ser de ud.

Jeg spiser jo ikke sådan noget på grund af min allergi, men jeg er temmelig sikker på, at en anden i husstanden vil stille sig til rådighed, så lækkerierne alligevel kan blive prøvesmagt.

Læs videre

Økologi – det ka’ vi li’

I dag har vi været på indkøb i den dejlige, økologiske gårdbutik på Krogagergård, hvor vi køber det meste af vores kød.

Der viste sig at være gang i et julearrangement deroppe i dag, så der var virkelig mange mennesker. Der var levende musik leveret af gammeldaws spillemænd, der var smagsprøver, gårdnisse, duft af julemad, rundvisning hos dyrene og i det hele taget hygge og god stemning.

Der var også is og gratis madkasser til alle børn. Selv om vores barnebarn ikke var med, var der også en madkasse til ham.

Så nu ligger der en festlig grøn madkasse og venter på ham herhjemme.

Læs videre

Mere juleklip fra firserne

Lige for tiden er det gamle indlæg om den lille nissepige fra firserne et af de mest læste indlæg på min blog.

Jeg er selvfølgelig glad for, at historien om nissepigen bliver læst,  og kvitterer for interessen ved også at lægge et billede af hendes tvillingebror på bloggen. Selv om han er en gammel nissedreng efterhånden, er han da stadig ret sød.

Gem

Læs videre

Til en du vil passe på

TrygFonden giver mulighed for, at man kvit og frit kan bestille en røgalarm til en, man gerne vil passe på.

Man bestiller alarmen og modtager den på sin egen adresse. Så udfylder man til/fra-kortet  og kan nu give røgalarmen som gave til en, man holder af.

Man kan også vælge bare at bestille en røgalarm til sig selv, hvis man står og mangler. Det er stadig helt gratis.

Læs videre

Sommer eller vinter

I forbindelse med det grønlandske landstingsvalg har der været mange tv-indslag fra Nuuk.

Jeg har siddet og set dem med stor interesse. Det har været så hyggeligt at gense nogle af de steder, vi så, da vi var på besøg deroppe i sommeren 2013.

Det hele ser selvfølgelig anderledes ud nu, hvor det er vinter, og det trækker i mig efter at se det hele igen med sne på.

Næste gang, vi vil besøge vores søn deroppe, skal vi måske overveje, om det skal være en vinterferie.

Det er et svært valg, for når jeg sidder og kigger på vores sommerferiebilleder fra Nuuk får jeg virkelig også lyst til at opleve den arktiske sommer igen.

Nu må vi se. Det ligger i hvert fald fast, at vi satser på at komme derop igen.

Læs videre