Vi har vel allesammen nogle arbejdsopgaver i hjemmet, vi foretrækker frem for andre. Og opgaver vi virkelig ikke gider. Rigtige vaskeægte hadeopgaver.
Jeg indrømmer gerne, at det ikke er min yndlingsbeskæftigelse at gøre rent på badeværelset. At ordne fliser, fjerne kalk, gøre toilettet rent. Jeg gør det, fordi det skal gøres, men jeg er ikke vild med tjansen. Lige efter badeværelset kommer vinduespudsning. Det skal jeg altid tage et langt tilløb til, før det bliver til noget. Når jeg så først er i sving, er det egentlig ikke så slemt.
Nonna fortalte på sin blog i går, at hun hader at vaske gulv.
En af mine tidligere kolleger brugte næsten aldrig sin opvaskemaskine, fordi hun hadede at tømme den.
Jeg synes, at det er lidt sjovt, at det er så forskelligt, hvad vi hver især synes, er den værste opgave.
Hvis du har en hadeopgave, er jeg nysgerrig efter at høre, hvad det er.