Randi Glensbo

Vores vaskemaskine er blevet flyttet temmelig meget rundt de seneste to måneder.

Hver fredag aften slæber vi (Henrik) maskinen ud af containeren i indkørslen og ind i bryggerset. Så  ordner jeg vasketøjet, og søndag aften bliver maskinen transporteret ud i containeren igen.

Det er hårdt for Henrik at bakse så meget med den tunge maskine, og det er også hårdt for maskinen. Den får nogle knubs.

Forrige weekend blev maskinen ved et uheld kørt mod en dørkarm, så programvælgerknappen blev slået af. I fredags blev den repareret.

Lørdag vaskede jeg to maskinfulde tøj, og søndag morgen satte jeg endnu en vask over. Men desværre …  Maskinen virkede ikke.

Så igen i går havde jeg besøg af serviceteknikeren. Jeg var lige ved at sige til ham, at vi ikke kan blive ved med at mødes på denne her måde.

Nu er maskinen funktionsdygtig igen, men jeg må pænt vente med at vaske til weekenden, hvor håndværkerne er ude af huset, og maskinen kan komme ind.

Heldigvis skulle håndværkerne ved denne uges slutning gerne være nået så langt med deres arbejde, at vaskemaskinen kan blive stående i bryggerset uden at stå i vejen.

Vi har lige været ude at gå en tur i blæsevejret.

Undervejs så vi to små drenge, der sad i vejkanten med en papkasse foran sig. Den ene så ud til at være 4-5 år den anden omkring 6. Den største af dem spurgte, om vi ville købe noget. Vi spurgte, hvad de solgte og fik at vide, at de solgte ribs. Nu fik vi øje på en lille skål nede i papkassen. Der var vand i skålen og nede på bunden lå en meget lille håndfuld ribs. Ved siden af skålen stod en pengekasse.

Vi fortalte drengene  – i overensstemmelse med sandheden – at vi ikke havde penge med.

Vi gik videre.

Da vi kom tilbage en lille halv times tid senere, var drengene der stadigvæk. Den største råbte os an allerede på afstand og spurgte, om vi havde været hjemme og hente nogle penge. Det måtte vi skuffe ham med, at vi ikke havde. Han spurgte så, om vi så ville hente nogle penge nu. Igen måtte vi skuffe ham, men vi forsøgte at opmuntre de små iværksættere ved at sige, at der sikkert snart kom nogen forbi, der havde penge med og havde lyst til at købe nogle friske ribs.

Jeg håber, at der kommer købestærke kunder, inden de to drenge opgiver deres lille forretning – i modsat fald har de nok alligevel haft det sjovt.