Læst i oktober 2021

laestioktober2021

I oktober har jeg læst den ret pæne stak skønne bøger på billedet. Som altid har jeg bevæget mig rundt i forskellige genrer.

I ruiner af Morten Pape er den sidste bog i Amager-trilogien. Romanen beskæftiger sig både med bankkrak og folkemord, men den beskæftiger sig først og fremmest med de store dramaer, der sker helt tæt på – i familien. Bogen handler om hemmeligheder og løgne, om svigt og tab. Den handler om afmagt. En roman, der rammer som en knytnæve

Glem mig af Alex Schulman er en meget stærk og bevægende beretning om en mors alkoholisme og sønnens desperate kamp for dels at skjule misbruget for omverdenen dels at kunne nå ind til moderen bagved alkoholtågerne.

Indre kamp af Cecilie Vahl er hendes fortælling om, hvordan hun gennemførte en militær uddannelse med en psykisk sygdom i bagagen. Hudløst ærligt fortæller hun om sin tilværelse med en bipolar lidelse som følgesvend.

Kærlighedens år af Johanne Mygind er en realistisk og velfortalt historie om tre generationer af kvinder med vidt forskellige muligheder og vilkår. Den giver også et fint og rammende tilbageblik på 70’erne, da jeg selv var ung. Jeg kan genkende meget af det, der beskrives fra den periode. Når Trilles sange og Dea Trier Mørchs Vinterbørn omtales i bogen, føler jeg mig næsten tilbage i den tid. Det er ramt lige på kornet.

Forsvundet i mørket af Elly Griffiths. Bogen er niende, selvstændige bind i hygge-krimiserien om den skønne arkæolog og knogleekspert Ruth Galloway. Foruden en spændende krimigåde byder bogen på masser af nyt om de gennemgående karakterer. Især er det jo spændende at følge med i relationen mellem Ruth og Harry – og der sker altså noget denne gang, skulle jeg hilse og sige. Efter min mening er Forsvundet i mørket seriens hidtil bedste bog – og det siger ikke så lidt.

Solsikkesøstrene af Martha Hall Kelly er en historisk roman om slaveri, krig og kvinder, der gør op med den vej, der er udstukket for dem. Bogen er gribende og handler om meget barske omstændigheder, men der er en undertone af selvopholdelsesdrift og ironi, som gør den til en helt speciel og rigtig god læseoplevelse.

Gidsel af Clare Mackintosh handler om Mina, der er stewardesse og skal afsted på en helt særlig flyvning. En jomfrurejse. Der vil være kendisser ombord, og masser af pressedækning, når flyet lander. Mina har byttet sig til denne tur, fordi hun trænger til at komme lidt væk fra sin mand. Han er hjemme med deres femårige datter. Gidsel er en af de mest spændende og medrivende thrillere, jeg længe har læst.

Dagene, dagene, dagene af Tone Schunnesson handler om Bibbs, der er tæt på sin 39 års fødselsdag. Hun har i mange år levet af at være influencer. Hun har også en fortid som tv-vært. Men nu er der langt mellem reklameopgaverne. Hun er for længst blevet overhalet af langt yngre modeller. Historien om Bibbs og hendes nedtur fra feteret influencer til fattig og forladt stiller skarpt på den tidstypiske jagt på likes og opmærksomhed og hele det overfladiske glansbillede-liv på de sociale medier. En underholdende og skarp fortælling med et budskab.

Læs videre

Fra en bogbloggers hverdag #8

 

fraenbogbloggershverdag#7

Det er altid dejligt at få tilsendt bøger til anmeldelse fra de forskellige forlag.

Det er ekstra dejligt, når forfatteren har skrevet en lille personlig hilsen i bogen. Jeg sætter stor pris på sådan en signeret bog.

Bogen her er Kærlighedens år af Johanne Mygind. Jeg er ved at læse den i disse dage og regner med at have en anmeldelse klar her på bloggen i løbet af ugen.

Læs videre

Læst i september 2021

laestiseptember

I løbet af september har jeg læst de skønne bøger på billedet. Som sædvanlig har jeg bevæget mig rundt i forskellige genrer:

Den sidste boghandel i London af Madeline Martin er en historisk roman, der skildrer voldsomme begivenheder fra Anden Verdenskrig. Bogen byder på både drama og tragedier, men den er fortalt så fint og nænsomt og er fuld af atmosfære og sympatiske og hjertevarme personer. Den sidste boghandel i London handler om mod, kærlighed, venskab og sammenhold – og i høj grad om bøger.

Gladiator af Jens Henrik Jensen. Bogen er den femte i serien om den tidligere jægersoldat Niels Oxen. Jeg er stor fan af bøgerne om Niels Oxen, og har set frem til at læse Gladiator. Bogen har til fulde levet op til mine forventninger. Jeg kan rigtig godt lide de gennemgående karakterer i serien, og i denne nye bog træder en ny interessant og sympatisk karakter ind på scenen.

De bedste fra Madbanditten af Jane Faerber er en meget indbydende bog spækket med opskrifter på lækker mad. Bogen er meget mere end bare en kogebog. Jane Faerber fortæller udførligt om principperne bag Low Carb-livsstilen, om forskellen på LCHF og KETO og om, hvordan den enkelte tilpasser kosten efter sine egne behov.

En sommer på Malta af Sue Moorcroft er en rigtig dejlig og romantisk roman fuld af sommerstemning. Tonen er let og uhøjtidelig og karaktererne troværdige. Som en ekstra bonus får man ting at vide om Malta, som man måske ikke vidste i forvejen.

Sommeren på Oaktre Manor af Katrine Wessel er sjette bind i serien om Winther-dynastiet. I Sommeren på Oaktree Manor er der især fokus på Cecilia Winther, og hun overrasker en hel del. I det hele taget er det her en serie, der bliver ved med at udvikle sig og overraske – jeg kan næste ikke vente på den næste bog.

Skønne verden, hvor er du af Sally Rooney er mit første møde med forfatteren. Jeg har hørt og læst meget godt om hende, så mine forventninger var temmelig høje, da jeg begyndte at læse romanen. Til at begynde med følte jeg mig lidt skuffet, for jeg havde forventet noget helt andet. Jeg fortsatte heldigvis med at læse, og efterhånden blev jeg fanget af fortællingen og alt det usagte mellem linjerne. En roman om relationer og om at finde sig selv.

Læs videre

Fra en bogbloggers hverdag #7

fraenbogbloggershverdag#7

Anmeldereksemplar.

Som regel aftaler bogbloggeren og forlagene på forhånd, hvilke bøger bloggeren vil få tilsendt til anmeldelse. Men somme tider sker det, at et forlag sender en bog som en overraskelse.

Sådan en fin og hyggelig overraskelse fik jeg for nylig.

Forlaget Aronsen sendte mig Når det er slut af Clare Mackintosh i anledning af, at bogen udkommer som paperback.

Jeg har tidligere anmeldt Når det er slut her på bloggen. Det er en meget gribende historie – en af dem man ikke glemmer igen.

Læs videre

Fra en bogbloggers hverdag #6

frawenbogbloggershverdag#6

Det er et privilegium at være bogblogger og få tilsendt en masse skønne bøger til anmeldelse. Derfor skal dette indlæg ikke opfattes som klynk, for det er det absolut ikke. Tværtimod.

Det er bare en kendsgerning, at somme tider ligger der så mange bøger og venter, at jeg ikke aner, hvor jeg skal ende, og hvor jeg skal begynde. Hvilken bog skal være den næste? Jeg kan godt føle mig en lille smule presset, når der ligger mange bøger og venter, og der ikke er så meget tid til læsning, som jeg kunne ønske mig. Men helt ærligt – det er jo et luksusproblem. Jeg læser, så meget jeg kan nå. Nogle dage er det meget. Nogle dage er det kun lidt eller slet ikke noget. Sådan er det bare.

Læs videre