Blog
Jeg kan slet ikke få nok af at kigge på det smukke japanske kirsebærtræ i haven.
Heldigvis behøver jeg ikke være ude i haven hele tiden for at betragte træet – det kan nydes fra vinduerne både i stue og køkken.
Et af vores nabohuse har stået tomt nogen tid. Nu er det solgt og er ved at blive istandsat. Bagefter skal det videresælges.
De nye ejere har lagt ud med at rydde haven. Store maskiner har nedlagt stort set alt, hvad der var af træer. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg var glad, da det store birketræ, der stod lige inde på den anden side af hækken, faldt. Det var ganske vist et flot træ, men i birkepollensæsonen var jeg mildt sagt ikke begejstret for det på grund af min allergi.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at alle de træer, der nu er fældet og savet ud, er plantet for mange år siden. De er blevet plejet og passet og holdt af. De har sikkert betydet en hel masse for de mennesker, der boede i huset i mange år. Fuldstændig som de træer, vi har plantet og plejet og passet, betyder noget for os.
Man forestiller sig jo nok, at de træer, man planter, vil stå der mange år efter, man selv er væk. Men sådan går det ikke altid.
Den kendsgerning giver et lille stik i hjertet og en snert af en følelse af vemod.
I dag har jeg hentet purløg i urtehaven for første gang i år.
Purløg er smagen af sol og sommer. Purløg er sundt og smager skønt. Et drys purløg kan pifte de fleste rugbrødsmadder gevaldigt op.
Purløg – uhm!
De her purløg blev båret ind i køkkenet i triumf og nydt med noget, der minder om andagt. Der er altså noget særligt over de første spiselige sager, man henter i sin have her om foråret.
(Jeg ved ikke rigtig, hvorfor farven ikke ser rigtig ud på billedet- de purløg var jo meget mere mørkegrønne i virkeligheden.)
Jeg har fået det skønneste brev i dag.
Prøv lige at se den konvolut. Bare at finde sådan en lækker konvolut i postkassen er rigeligt til at gøre mig glad. Af håndskriften på brevet kunne jeg med det samme se, at det var fra min søster. Det er sandt at sige også hende, der er afsender af de fleste af de personlige breve, der lander i min postkasse.
Jeg elsker altid min søsters breve, men det her var alligevel i særklasse. Og ikke bare på grund af konvolutten. Der var nemlig nogle skønne gamle familiefotos indeni. Nogle af dem kan jeg ikke erindre at have set nogensinde før. Der var blandt andet et af min far og min morfar. Og så var der et ungdomsbillede af mig sammen med en af mine nevøer. Min nevø og gudsøn som desværre ikke lever mere.
Jo, han lever i hjertet på alle os, der har kendt ham.
Jeg blev så glad så glad for det billede. Også for de andre billeder og for selve brevet – men lige præcis det billede var det allerbedste.
Sommertid.
Når uret viser noget andet, end det lyset udenfor vidner om. Og når uret viser noget andet, end det indre ur fortæller.
Sommertid. Når man med sikkerhed kommer til at stå lidt for sent op og gå lidt for sent i seng.
Sommertid er snyd.
Sådan er sommertid for mig. Jeg bryder mig altså ikke om det!