Blog
Forleden dag kørte vi for Sander og hans far, da Sander skulle i vuggestue.
Vi var heldige at få en parkeringsplads, hvorfra vi kunne se over til institutionens indgangsparti.
Sander og hans far steg ud af bilen, Sander fik sin lille rygsæk på ryggen og så gik de to. Det vil sige, Sander gik to skridt – vendte sig og vinkede til os – gik to skridt – vendte sig og vinkede til os – og sådan fortsatte han hele vejen over til døren.
Åh, hvor var det sødt og rørende.
Her sidder jeg – på Sydsjælland. Udenfor er det tåget og lidt koldt.
I morges fik jeg en hilsen fra Bahamas og nu har jeg lige fået en hilsen fra et sneklædt Østrig.
Sådan nogle hilsner ikke – det smager da lidt af fugl.
Ganske, ganske lidt.
Det er et helt projekt at få iklædt sig alt det nødvendige tøj, når man vil ud og nyde vintervejret. Når jeg skal ud og gå i denne tid, har jeg så meget tøj på, at jeg dårligt nok kan få armene ind til kroppen. Der er jo ikke noget ved at være ude, hvis man fryser, vel?
Der, hvor vi gik i går, var der lige lovlig glat, syntes vi, så vi gik en anden vej i dag. I stedet for at gå på stisystemet og cykelstien gik vi ud, hvor der er marker og frit udsyn. Hvis vi troede, at der var mindre glat, så tog vi godt nok fejl. For glat det var der. Vi gik på en tyk skorpe af is hele vejen. Men det lykkedes heldigvis for os at holde os oprejst hele vejen.
Og selv om vi kom på glatis, så var det en dejlig tur. Sådan nogle snedækkede marker og solen, der får sneen til at lyne, blinke og glitre – det er altså noget, der kan gøre mig blød i knæene. Hvor er det smukt.
To sovemorgener i rap. To dage hvor morgente blev til formiddagste.
En rigtig langsom, afslappet og god start på det nye år. Lige hvad jeg trængte til.
i morgen er det hverdag igen – det er også dejligt.
Jeg plejer altid at købe en spiselig mandelgave.
I år skulle det være lidt anderledes. Vi har jo droppet julegaverne til de voksne i familien, så jeg syntes, at jeg ville gøre lidt ekstra ud af mandelgaven. Hos os er der altid kun én mandel – og kamp til stregen. Det krævede lidt hovedbrud at finde en ting, som jeg forstillede mig, at alle ville sætte pris på.
Valget faldt på den lille træfigur Bird designet af Kristian Vedel.
Den lille fugl fløj slet ikke fra reden, men blev boende her. Det var nemlig Henrik, der snuppede mandlen i risalamanden og altså også mandelgaven. Jeg havde endda for en sikkerheds skyld også købt en fugl til mig selv. Så nu har vi to – måske starten på en hel flok. Hvem ved?
Det ligner ellers ikke mig at købe den slags ting til mig selv. Normalt er jeg slet ikke til nogen form for figurer, nips og pyntedimser. Men de her små fugle – dem kan jeg ikke stå for.
Måske har jeg simpelthen fået pip?