Jeg er sådan en, der ikke kan holde ud at se på julepynten en hel måned. Så jeg pynter ikke op i hele huset den 1. december. Alligevel er der en enkelt juleting, der er blevet taget frem allerede i dag. Det er Farmors lille julehus. Det er sådan et lille porcelænshus, som man sætter et fyrfadslys ind i, og så stråler lyset ud af de bittesmå vinduer. Hyggeligt!
Jeg har haft det lille porcelænshus i mere end 20 år. Jeg har vundet det i banko. Det var et bankospil min svigermor – af os alle kaldet Farmor – arrangerede et år, da vi var samlet her hos os lige op til jul. Farmor havde medbragt en masse pakker, man kunne vinde, bankoplader og det hele. Farmor råbte tal op og resten af familien spillede på livet løs om de fine pakker. Vores drenge var jo ikke ret gamle dengang, og de gik op i spillet med liv og sjæl. Der var julepynt i alle pakkerne. Derfor er der hvert år nogle ting på vores juletræ, der stammer fra den dag. Det er ting, der er knyttet gode minder til for os allesammen. Hver eneste jul falder der nogle bemærkninger om netop disse juleting og snakken falder dermed også på børnenes farmor. På den måde er Farmor stadig en del af vores jul, selv om hun døde for en del år siden.
Huset vandt jeg altså den dag, og jeg elsker det hus. Det gør hele familien. Det er det første julepynt, der kommer frem hvert år og det sidste, der bliver gemt væk igen efter jul.
Sidste år havde jeg på en eller anden helt mærkværdig måde glemt at få det hus hentet frem og juleaftensdag sagde en af sønnerne pludselig: “Hvor er huset egentlig henne?” Stor opstandelse – og bestyrtelse – for vi kunne da ikke holde jul uden huset! Frem kom det og som kompensation for forglemmelsen fik det lov at stå fremme til ind i januar. Det er der ellers ingen julepynt, der under normale omstændigheder får lov til hos mig.
