Glæden ved at fuldføre et projekt

Der er lidt stille på bloggen i denne tid. Jeg ved egentlig ikke helt hvorfor. Det er bare som om, jeg er løbet lidt tør for ord lige nu. Jeg tror, at det har noget at gøre med, at jeg for ikke så længe siden fik færdiggjort det skriveprojekt, som har rumsteret i mine tanker i årevis, og som jeg endelig fik gjort noget ved her i løbet af april, maj og juni.

Da min lille bog om livet med eksem var skrevet færdig, var jeg helt på toppen af glæde over at have gjort alvor af min plan om at skrive den. Det er som om, at da det sidste punktum var sat i bogen, så havde jeg ikke rigtig mere på hjerte. Jeg ved, at skrivelysten kommer igen. Det gør den altid. Måske presser et blogindlæg sig på lige om lidt – det er ikke til at vide. Indtil da får jeg læst nogle bøger og beskæftiget mig med andre ting – så skal inspiration og lyst til at blogge nok dukke op igen.

Læs videre

Sådan undgår vi madspild

I går, da jeg var i gang med at røre en dej sammen til en plade boller, bestemte jeg mig for at eksperimentere lidt.

Jeg kommer af og til havregryn i dejen, når jeg bager brød eller boller, det smager rigtig godt. I dag prøvede jeg for første gang at komme en lille rest kold havregrød i dejen. Det har jeg læst om flere steder, så nu skulle det prøves.

Det er ikke ret tit, jeg har en rest havregrød i huset, for vi spiser sjældent havregrød. Men af og til sker det alligevel, at en af os får lyst til en gang grød til morgenmad. Det fik jeg forleden dag og gemte den lille rest, der blev til overs, da jeg havde øst mig en passende portion  grød op. Jeg sætter en ære i ikke at lade mad gå til spilde, og er altid frisk på at afprøve nye måder at bruge rester på. En rest kold havregrød kan også smøres tyndt ud på en bageplade beklædt med bagepapir og bages til sprøde havregrødschips.

For mange år siden, havde vi en lille flok dværghøns i haven. De kunne så godt lide, når de fik en rest havregrød fra børnenes morgenmad. Nu, hvor vi ikke har høns længere, må vi hitte på andre måder at udnytte resterne på.

Bollerne blev i øvrigt rigtig gode.

Gem

Gem

Læs videre

Popcorn og en god bog

I går fik jeg pludselig lyst til popcorn.

På det tidspunkt var der ikke mulighed for at lave popcorn, for vi befandt os i bilen på en lille vej et sted på Møn.

Men i eftermiddags kom jeg igen til at tænke på lune, nypoppede popcorn, og denne gang skyndte jeg mig at sætte en gryde på komfuret og fik poppet mig en skålfuld dejlige popcorn, som jeg nød, mens jeg læste i en god bog.

Der er noget mægtig hyggeligt ved at læse og spise samtidig, synes jeg. Det får mig til at tænke på dengang, mine drenge altid sad ved spisebordet i køkkenet og læste Anders And blade, mens de spiste deres eftermiddagsmad efter skoletid. Det er længe, længe siden nu, men jeg husker tydeligt, hvor hyggeligt det var – og sådan kan en skål popcorn og en bog bringe gode minder frem.

Gem

Læs videre

Skattejagt og helt fantastiske billeder

I går tog vi Sander med i Næstved Storcenter. Mit temperament er ellers ikke til storcentre, og jeg kommer der ikke ret tit. Men i går havde vi et særligt ærinde.

Der er i øjeblikket en udstilling i Næstved Storcenter af  50 helt fantastiske billeder udlånt af National Geographic. Billederne befinder sig i mindre opstillinger rundt på centerets torve. Der er så samtidig mulighed for børn for at gå på skattejagt i udstillingen. Barnet får udleveret et skattekort og skal så finde fem poster rundt omkring ved de udstillede billeder og besvare fem spørgsmål. Svarene findes i informationerne om de enkelte billeder.

Det var en rigtig, rigtig god oplevelse at se de udstillede billeder, læse informationen og finde svarene sammen med Sander. Vi blev alle tre lidt klogere af at se den udstilling. Sander var desuden så heldig at få en lille præmie, da han afleverede det udfyldte svarskema.

Alt i alt en rigtig god – og helt gratis fornøjelse som kan anbefales.  Udstillingen kan ses i centeret til og med 31. juli, men der er kun skattejagt for børnene til og med 16. juli, så vidt jeg har forstået.

Læs videre

En travl måned

Så er vi allerede nået til den sidste junidag i år. Det har været en travl og dejlig måned.

En søndag i juni fejrede vi  Henriks fødselsdag ved en brunch med den nærmeste familie. Bagefter gik vi allesammen i Kongens Have og nød solskinsvejret.

Vi har også været til barnedåb – igen en dejlig dag med familien.

Jeg har ikke fået læst så meget i månedens løb, men en enkelt krimi er det blevet til. En uskyldig løgn er rigtig spændende og jeg vil anbefale den til alle, der mangler en god bog til ferien.

Færdiggørelse og udgivelse af min e-bog om eksem har også fyldt en del i månedens løb. Det har været både spændende og nervepirrende. Bogen er et projekt, som jeg har haft i tankerne i årevis, og det er dejligt, at det nu er ført ud i livet.

Vores have har i månedens løb forsynet os med virkelig, virkelig mange skønne, solmodne, økologiske jordbær. Vi har spist friske jordbær, så vi var ved at revne og har desuden fyldt fryseren med lækre bær til senere brug. Andre ting i køkkenhaven er slået fejl i år, men jordbærhøsten kan vi bestemt ikke klage over.

Gem

Gem

Læs videre