Før i tiden var jeg ikke særlig vild med hvidløg. Det var meget lidt hvidløg, der blev spist her i huset.
Det er der blevet lavet helt om på. Jeg er blevet stor fan af hvidløg og har spist det tit i det seneste halve års tid.
Vendepunktet kom, da vi dyrkede vores egne hvidløg i haven og begyndte at spise friske hvidløg.
Det smager, så englene synger. En mild og aromatisk smag.
At vi selv dyrker hvidløgene og kan spise dem helt friske er ikke den eneste grund til, at jeg er blevet så glad for hvidløg. Jeg er også begyndt at tilberede dem på en anden måde.
Nu bager jeg hele hvidløg i ovnen og er helt vild med det.
Jeg skærer top og bund af hvidløget, pensler med lidt olivenolie, drysser en smule salt på toppen og så ellers ind i ovnen med det en halv times tid. Et stykke ristet brød med lidt smør (eller for mit vedkommende mælkefri plantemargarine) – og så klemmer man nemt og hurtigt de bagte hvidløgsfed ud og smører på. Det er blevet en favorit herhjemme. Så når vi alligevel har mad i ovnen, bager vi et hvidløg, og så er der en nem og dejlig forret. Et helt bagt hvidløg passer fint til to små stykker ristet brød. De bagte hvidløg kan selvfølgelig også spises som tilbehør til forskellige retter.
Desværre har vi spist hele sidste års høst af hvidløg nu – men i efteråret satte vi hvidløg igen, og jeg håber virkelig, at vi får en god høst igen til sommer. Nu er vi jo blevet så vilde med de hjemmedyrkede hvidløg, at vi slet ikke kan undvære dem.