Blog
Når Kähler holder lagersalg, smutter jeg som regel lige forbi. Der er altid mulighed for at gøre et godt køb.
Denne gang var jeg ikke ude efter noget bestemt, men ville bare lige se, om der var et eller andet, jeg ikke vidste, at jeg ønskede mig.
Det var der.
Jeg blev omgående forelsket i de fine, små, himmelblå Hammershøi skåle. Jeg købte dog ikke dem allesammen, men nøjedes med en enkelt. I denne omgang.
Da jeg var barn, var der noget, der hed lykkeposer.
Jeg kan faktisk ikke huske, hvor man kunne købe dem – men en lykkepose var en lukket papirspose med en eller anden lille overraskelse indeni. Man købte posen på lykke og fromme uden at ane, hvad den indeholdt. Det var som regel lidt slik og et eller andet lille stykke legetøj.
Jeg kom til at tænke på lykkeposerne i dag, fordi jeg var i gang med en lille hilsen til Sander.
Jeg skrev et kort og puttede det ned i en pose sammen med en refleks, et par karameller og en lille skilling.
Det var jo ikke en rigtig lykkepose, men det var altså den, der kaldte erindringen frem.
I dag har vi langt om længe fået høstet årets sidste æbler. Det er lige lovlig sent, og der er da også en del æbler, der er faldet ned. Så bliver saftpresseren da ikke arbejdsløs.
Grunden til at vi har fået høstet vores æbler så sent er, at vi har manglet æblekasser. Vi kasserede de gamle, da vi havde tømt dem og kom lidt for sent i gang med at se os om efter nogle nye.
Det tog lidt tid at finde nogle anvendelige kasser, der samtidig var til at betale, og bagefter tog det også lige lidt tid at få dem leveret. Men de kom, blev samlet og fyldt med æbler.
Efter æblehøsten tog vi afsked med vores gamle Belle de Boskoop træ. Det lagde sig halvt ned under den kraftige storm tilbage i december 2003. Vi plantede et nyt, men lod det gamle stå – så godt det nu kunne – i håbet om stadig at kunne høste æbler fra det, indtil det nye træ blev leveringsdygtigt. Det gamle træ har troligt holdt os med dejlige madæbler trods sin lidt henslængte placering i haven. Nu var det imidlertid ved at give op samtidig med, at det nye træ efterhånden fint kan dække vores behov for Belle de Boskoop æbler.
Nu er det gamle træ fældet, og vi skal finde en ny plads til mejsekassen, der gemte sig inde mellem grenene.
Se nu lige hvad der dukkede op, da jeg tømte postkassen i dag.
Et kort fra min søster og et fra Sander. Så bliver man da glad. Jeg gør i hvert fald.
Nu pynter kortene i køkkenet på clipboardet, som har afløst min gamle opslagstavle. Det er et bytte jeg er glad for. Clipboardet er jo meget mindre, end opslagstavlen var, så nu er jeg nødt til at rydde op og ud i opslagene ret tit, så der kan blive plads til nye.
Kendisbloggerne har for alvor indtaget blogland de senere år. Er man kendt – eller gift med en, der er – har man potentiale til lynhurtigt at kunne stable en populær og velbesøgt blog på benene. Jeg har studeret fænomenet det seneste års tid og har fundet ud af, at det ikke er så afgørende, om man kan skrive eller ej. Det er slet ikke det, det handler om. Det handler om, at læserne åbenbart hungrer helt vildt efter små detaljer fra de kendtes privatliv. Alt det man før i tiden kun fik indblik i, hvis man købte de såkaldte sladderblade.
De penge kan man godt spare i dag. Hvis man vil vide noget om de kendte og knapt så kendte, kan man bare læse kendisblogs.
Næsten dagligt kan man læse “nyheder” i avisernes internetudgaver, som er hentet direkte fra de kendtes blogs, eller Instagram-/Facebookprofiler. Sladderjournalisterne og paparazzierne behøver ikke længere at ligge på lur bag hækken og holde øje med kendisserne. De behøver bare at følge dem på de sociale medier, så får de nyhederne serveret både i tekst og billeder.
Heldigvis er der også stadig mange rigtig gode blogs skrevet af helt almindelige mennesker, der har noget på hjerte – og der dukker hele tiden nye op. Jeg har fornylig opdateret min liste over blogs, jeg selv følger fast. De får allesammen mine bedste anbefalinger.