Forleden dag, da vi havde besøg af Sander, medbragte han en lillebitte tomatplante.
Han havde fået den i skolen. De havde vistnok sået tomaterne i klassen, og så havde børnene hver især fået en plante med hjem. Den lille tomatplante stod i et lille engangsbæger og trængte virkelig hårdt til lidt mere plads og lidt mere jord at gro i.
Nu skulle tomatplanten i pleje hos os ferien over, og Farfar havde fyldt en urtepotte med jord og lidt ekstra krudt fra kompostbeholderen. Sander var selv med til at omplante den lille, sarte plante, og vi lovede højt og helligt at passe godt på den og forsyne den med vand og kærlig omsorg.
Som det fremgår af billedet, hvis man ser godt efter, er planten kun omkring otte cm høj. Nu håber vi, at vi kan holde liv i den og allerhelst få den til at gro og trives.