Læst i oktober 2022

laestioktober2022

I løbet af oktober har jeg læst bøgerne på billedet. Jeg plejer at bevæge mig lidt rundt i forskellige genrer, og det har jeg da også gjort i denne måned. Men alligevel må jeg konstatere, at alle denne måneds bøger har været noget til den alvorlige side.

Bjørnen sover af Emelie Schepp er syvende bind i krimiserien om den lidt reserverede anklager, Jana Berzelius.

I  udkanten af Norrköping findes en mand brutalt myrdet i sit eget hjem. En bamse fundet på ger­ningsstedet peger politiet i retning af Filippa Falk, en tidligere politibetjent, der efter en gru­som tragedie lever under beskyttet identitet. Men er hun villig til at hjælpe politiet med at opklare sagen?

Samtidig forsøger anklageren Jana Berzelius at opspore gerningsmanden, men hendes mørke fortid haler ind på hende.

Bjørnen sover er en hæsblæsende krimi. Tempoet er højt. Der er meget på spil, og også denne gang går begivenhederne uhyggeligt tæt på hovedpersonens privatliv og mystiske fortid.

Kun vi kender sandheden af Christina List er første bog i en planlagt serie om Dødsenglens datter Sarah, betjenten Michael og journalisten Kevin.

Da endnu et mishandlet barnelig bliver fundet lidt uden for Silkeborg, begynder tre mennesker hver deres søgen efter svar. Betjenten, fordi hans hund fandt barnet. Journalisten, fordi han jagter en god historie, og den psykisk syge kvinde, fordi morderen er hendes far.

Jeg var lige ved at lægge denne her krimi fra mig igen ret hurtigt. Jeg syntes, at den virkede en anelse for utroværdig og langt ude. Men der var alligevel noget, der fangede mig og fik mig til at læse videre.

Stencirklen af Elly Griffiths er ellevte selvstændige bind i krimiserien om den skønne arkæolog og knogleekspert Ruth Galloway.

Fortiden rækker ud efter Ruth Galloway og kriminalkommissær Harry Nelson, da et skelet bliver fundet begravet i Saltmarsken. Sagen trækker tråde tilbage til den første sag, der bragte Ruth og Nelson sammen.

Relationen mellem de to skønne hovedpersoner er i mine øjne det mest spændende ved bøgerne. En kompliceret relation mellem to virkelig autentiske og gennemsympatiske karakterer – en relation med forhindringer. Også denne gang sker der ting og sager mellem de to, alt imens de samarbejder under opklaringen af forbrydelser af både ældre og nyere dato.

Fra drab til dom af Kurt Kragh og Ove Dahl i samarbejde med Stine Bolther.  I denne bog giver to af Danmarks mest erfarne drabschefer, Ove Dahl og Kurt Kragh et unikt indblik i, hvordan man kommer fra gerningsstedets mysterier til at stå med en dømt forbryder.

Bogen giver et interessant indblik i, hvordan politiet efterforsker alvorlige forbrydelser, og hvad der sker frem til en domfældelse. Som læser får man oplysninger om sagerne og den dømte på en sober og – for mig at se – objektiv måde.

Generation 7/7 af Emilie Stein Thorsen er tanker og barndomserindringer fra Emilie Stein Thorsen og 25 andre skilsmissebørn fra 90’erne. Nogle var skilsmissebørn, før de kunne tale, andre blev det først, efter de var blevet konfirmeret. Men fælles for dem alle er, at de er blevet gode til at navigere i de voksnes følelser og konflikter i familiekonstellationer med både højt til loftet, stort humoristisk potentiale og total forvirring.

Generation 7/7 er en meget vigtig bog – mig bekendt den første af sin slags. Her fortælles råt for usødet, hvordan det faktisk er at være barnet i minefeltet mellem de to skilte forældre, deres nye kærester og disses børn.

De allerfleste af os kender vist mindst et barn, der lever i en 7/7 ordning eller lignende – bogen fortæller os, hvordan det kan opleves. Så bogen har et budskab til os alle. Læs den.

Skyggeriget af Kim Faber & Janni Pedersen er fjerde selvstændige bind i krimiserien om Martin Juncker og Signe Kristiansen.

En tilsyneladende uskyldig mand mister livet under en voldsom eksplosion på Nordjyllandsværket – et af Danmarks sidste kulfyrede kraftværker. Hvad der først ligner en ulykke, viser sig hurtigt at være et angreb, da politiet finder fragmenter af en militær kamikazedrone i murbrokkerne. Danmark er ramt af sit første tilfælde af klimaterror.

Samme morgen findes en mand dræbt i en velhavervilla i det nordlige København. Han er søn af landets kontroversielle klimaminister, og sagen detonerer for alvor mellem efterforskernes hænder, da obduktionen viser, at den dræbte har haft et heftigt kokainmisbrug.

Jeg kan virkelig godt lide denne krimiserie og de to hovedpersoner. Denne gang kommer de dramatiske hændelser meget tæt på dem begge to, og som læser har jeg siddet med tilbageholdt åndedræt og næsten ikke turdet læse videre. Bogen er virkelig spændende og tager fat i ikke så få aktuelle problematikker.

Hvor du går, følger jeg af Lina Nordquist er en helt enestående roman. Den er gribende og sørgelig og smuk – og mesterligt fortalt. En stærk historie om en familie, der bliver umenneskeligt hårdt ramt af skæbnen den ene gang efter den anden. Gang på gang bliver de slået til jorden. Og hver gang giver deres indbyrdes kærlighed dem styrke til at rejse sig igen og kæmpe videre. Alting – både steder, ting og mennesker er beskrevet så fint og skarpt, at jeg ser det hele tydeligt for mig. Hvor du går, følger jeg er en af de største læseoplevelser, jeg har haft meget længe. Fortællingen har gjort et dybt indtryk på mig, og jeg ved, at den vil blive ved med at dukke op i mine tanker i lang tid. Jeg anbefaler bogen på det varmeste.

Læs videre

Læst i september 22

laestiseptember22

I løbet af september har jeg læst bøgerne på billedet. Som altid har jeg bevæget mig rundt i forskellige genrer:

Med døden til følge af Lars Daneskov er en fortælling om en familie i dyb sorg – men også en reminder til alle om forpligtelsen til at leve videre for de levendes skyld.

Livas storebror, Victor er død. Tre år efter den tragiske hændelse er familien stadig i dyb sorg. Forældrene taler ikke ret meget mere – hverken med hinanden eller Liva. Victor fylder det hele, selv om han ikke er der mere. Liva føler sig overset og uelsket.

Børnene i bogen går i 5. klasse, og børn omkring den alder og opefter samt voksne kan have udbytte af bogen. En bog man ikke kan undgå at blive berørt af.

Sten saks papir af Alice Feeney.

Tror du, at du kender den person, du er gift med? Så tænk dig om en ekstra gang.

Der har længe været noget galt mellem hr. og fru Wright.

Arbejdsnarkoman og manuskriptforfatter Adam Wright har levet med ansigtsblindhed hele sit liv. Han kan ikke genkende familie eller venner, knap nok sin egen hustru.

Hver år på deres bryllupsdag giver parret hinanden små gaver – papir, læder, træ, bronze – og hvert år skriver Adams hustru et brev til ham, som hun aldrig lader ham læse. Før nu.

Sten saks papir er en virkelig velskrevet og rigtig spændende krimi med et meget udspekuleret plot, som jeg på ingen måde havde regnet ud.

Dagmars svære valg af Gertrud Tinning. Bogen er en selvstændig fortsættelse af En uretfærdig tid, som jeg tidligere har anmeldt her på bloggen.

København 1913. Dagmar og Otto bor på Vesterbro. Otto er slagter, og Dagmar er bryggeriarbejder på Carlsberg. Dagmar har altid ønsket sig at få børn, men det er aldrig lykkedes. Otto drømmer om at åbne sin egen slagterforretning, og det sparer parret op til.

En tidlig morgen finder Dagmar et nyfødt barn, der er anbragt i en skraldespand i baggården. Dagmar ser en mulighed for endelig at få det barn, hun så inderligt ønsker sig. Men kan hun bare tage barnet til sig?

Jeg er simpelt hen så vild med de her to historiske romaner om stærke kvinder, der ikke lader sig kue. Jeg var glad for En uretfærdig tid, men synes faktisk, at denne fortsættelse er endnu bedre.

Tilbage til Rosenlyst af Katrine Wessel er 8. bind i serien om Wintherdynastiet fra Trondhjem.

Familien Winther er samlet på deres lystgård, Rosenlyst. Dagene går med cykelture, tennis, badning i fjorden og te på terrassen. Men da en uventet gæst dukker op, skifter stemningen brat.

Jeg er helt pjattet med den serie. Der sker hele tiden noget, karaktererne udvikler sig og nye kommer til. Der er masser af stemning, romantik, drama og intriger i såvel denne nye bog som i hele serien. Tilbage til Rosenlyst lever fuldt og helt op til de foregående bøger i serien. Nu glæder jeg mig bare til den næste.

For evigt af Kristina Stoltz er en samtidsroman og en slægtsroman om tre generationer af kvinder. Sproget er let og flydende og i lange stræk ligefrem poetisk. Karaktererne er troværdige – mest markant er den stærke og lidt flippede Baby, der nu, hvor hun er over halvfjerds ser tilbage. Hun har været meget fraværende i sin datters barndom men til gengæld ret meget til stede i sit barnebarns. Hun har et ønske om et tættere forhold til sin datter, men hun har svært ved at finde ud af hvordan.

For evigt er en interessant og tankevækkende roman om de nære relationer, der er så vigtige for os mennesker – og somme tider så svære.

Læs videre

Læst i august 22

laestiaugust22

I løbet af august har jeg læst bøgerne på billedet. Jeg har som altid bevæget mig rundt i forskellige genrer.

Irlands døtre af Santa Montefiore er andet bind i trilogien Slotskrøniken.

I det vestlige Irland er Castle Deverill, som har været i familien Deverills eje i generationer, brændt ned til grunden. Den unge Celia er dog fast besluttet på at genopbygge sin families slot i alt dets pragt. Hun har giftet sig godt og har pengene til det.

Det er en underholdende fortælling, og jeg ser frem til at læse tredje og sidste bind.

Huset Silvermoor af Tracy Rees.

England 1899. Josie har altid været godt tilfreds med sin tilværelse i minelandsbyen i South Yorkshire. Men da hun møder Tommy fra nabolandsbyen, ændrer alt sig.

Huset Silvermoor er en rigtig dejlig romantisk historie fuld af drama og stærke følelser. Sproget er let og flydende og persongalleriet interessant.

Så tog jeg hjem af Karin Smirnoff er tredje bind i trilogien om Jana Kippo. I denne sidste bog i trilogien tager Jana Kippo til Stockholm, hvor hendes lerfigurer er en del af en kunstudstilling.

Denne trilogi har gjort et stort indtryk på mig. Jeg synes, den er blevet bedre og bedre hele vejen. Den specielle måde, som bøgerne er skrevet på, og som man lige skulle vænne sig til i begyndelsen af første bind, er blevet en kæmpestor styrke.

Hejrens skrig af Ann Cleves er andet selvstændige bind i North Devon-serien om kriminalkommissær Matthew Venn.

Det er en varm sommer i North Devon. Mathew Venn bliver kaldt ud til et gerningssted på en større ejendom beboet af bl.a. en gruppe kunstnere. En lokal læge, Nigel Yeo er fundet dræbt.

Det er godt at lære både Matthew, Jen og Ross lidt bedre at kende – de vinder alle tre ved nærmere bekendtskab. I det hele taget er det gennemgående persongalleri både troværdigt og sympatisk, og det er hyggeligt igen at møde mange af de samme karakterer, som optrådte i seriens første bind.

Love & Luck – En guide for knuste hjerter af Jenna Evans Welch. Bogen er andet bind i en trilogi.

Addie er i Irland for at deltage i sin mosters stort anlagte bryllup. Hun håber, at turen kan give hende andet at tænke på, end de begivenheder der for nylig har knust hendes hjerte.

Jeg havde på forhånd glædet mig til at læse Love & Luck, da jeg syntes vældig godt om trilogiens første bind, Love & Gelato. Desværre blev jeg en lille smule skuffet. Jeg synes ikke, at denne to’er er helt på højde med den første.

Lyden af en lærke af Erica James.

Lizzie har fået sit hjerte knust efter at have haft en affære med en gift mand. Han var endda også hendes chef. Affæren kostede Lizzie drømmejobbet på en radiostation i London. Hun har nu søgt tilflugt i sit barndomshjem.

En dejlig historie om et usædvanligt venskab mellem to meget forskellige kvinder.

Mand og barn af Puk Qvortrup er en roman om den svære kunst at lykkes med at skabe en harmonisk sammenbragt familie.

Vibe er alene med sin datter, Lærke. Sådan har det hele tiden været. De har det godt, men Vibe længes alligevel efter nogen at dele det hele med. En dag møder hun Adam, der lader til at være alle tiders fyr. De begynder at ses og bliver glade for hinanden. Da de har været kærester et stykke tid, inviterer Adam Vibe og Lærke med på en dejlig charterferie til Egypten.

En skøn og tankevækkende roman fuld af genkendelige episoder og følelser.

Læs videre

Fra en bogbloggers hverdag #12

fraenbogbloggershverdag#12

Som jeg før har fortalt, har jeg altid en god stak bøger, der ligger og venter på at blive læst og anmeldt på bloggen. Det klager jeg bestemt ikke over. Men det betyder, at det kan knibe med også at få læst andet end netop anmeldereksemplarer.

Tilbage i februar 20 fik jeg en bog i fødselsdagsgave af en af mine sønner. Det er en bog, som han selv har læst flere gange og synes vældig godt om. Den læseoplevelse ville han gerne dele med mig, og forærede mig altså et eksemplar af bogen til min fødselsdag. Jeg blev glad for bogen og glædede mig til at læse den. Og så har den alligevel ligget ulæst i årevis, fordi anmeldereksemplarerne hele tiden er kommet foran i køen.

Men nu er jeg blevet enig med mig selv om, at den bog ikke skal vente længere. Så nu er jeg i fuld gang med at læse den.

Læs videre

Fra en bogbloggers hverdag #11

fraenbogbloggershverda#11

I perioder modtager jeg så mange bøger til anmeldelse, at det kniber med at følge med. Så ligger der stakkevis af bøger og venter på at blive læst. I den senere tid har jeg forsøgt at komme lidt til bunds i bunkerne.

Allernederst i sådan en bogstak lå den bog, jeg er ved at læse lige nu. Bogen er tredje bind i en trilogi, og jeg forstår slet ikke, at jeg har kunnet lade den ligge ulæst så længe. For der er tale om en rigtig god læseoplevelse.

Mere om den meget snart.

Læs videre