Hvilke tre ting ville du helst have ved hånden på en øde ø

Min nevø havde lavet et sjovt opslag på Facebook i går.

Han og hans kone havde drøftet det klassiske spørgsmål om, hvilke tre ting de hver især gerne ville have med, hvis de skulle strande alene på en øde ø.

Deres valg var vidt forskellige. Min nevø spurgte så alle sine Facebookvenner, hvad de ville tage med.

Det var rigtig sjovt at læse alle de mere eller mindre opfindsomme valg. Der var alt lige fra tandbørste til økse og endda cigaretter.

Jeg så mig nødsaget til først og fremmest at vælge mine briller og mine piller, som begge dele er uundværlige. Derudover faldt mit valg på et telt.

Hvilke tre ting ville du gerne have med, hvis du skulle ende helt alene på en øde ø?

Læs videre

Det er nu meget rart at kunne se klart

Mit besøg hos optikeren for nylig resulterede i, at jeg nu ikke bare har læsebriller men også tv-briller.

I lang tid har jeg været nødt til at træffe et valg, når jeg har set tv med undertekster. Jeg kunne vælge at se tv uden briller. Så kunne jeg se billedet nogenlunde tydeligt, men havde problemer med at læse teksten. Eller jeg kunne vælge at tage mine læsebriller på, så kunne jeg læse teksten, men måtte finde mig i, at selve billedet blev noget utydeligt.

Det er slut nu. Med mine nye tv-briller på næsen kan jeg se både billede og tekst knivskarpt. Sikke en forskel.

Læs videre

Fine forsider

Jeg har moret mig meget over en formulering i det seneste nummer af Femina.

På siden med forskellige boganbefalinger og -anmeldelser står der sådan her: “Bogblogger Astrid Brockdorff er god til at finde bøger til kvinder med fine forsider.”

Det er da morsomt. Kvinder med fine forsider læser åbenbart ikke de samme bøger som medsøstre med knapt så pæne facader. Der kan man bare se.

Når professionelle kommunikationsfolk kan skrive sådan, og teksten rent faktisk bliver trykt i et ugeblad, der koster den nette sum af 37 kroner, så behøver en amatør da ikke skamme sig over af og til at gøre sig skyldig i  en lille sproglig smutter.

Læs videre

Om at vælge halvt i blinde

I sidste uge var jeg hos optikeren. Mine briller har længe trængt til at blive skiftet ud, og nu syntes jeg ikke, at jeg kunne trække den længere.

Det tog lang tid hos optikeren. Øjnene blev fotograferet, og der blev målt tryk. Så skulle jeg selvfølgelig synstestes for at finde frem til den rigtige styrke på de nye brilleglas. Der er også en bygningsfejl på det ene øje, der skal tages hensyn til. Så alt i alt tog det en rum tid, før vi nåede frem til de optimale glas.

Det var den nemme del.

Nu skulle der vælges brillestel.

Hjemmefra havde jeg via nettet forelsket mig i et bestemt stel. Det havde man selvfølgelig ikke hjemme. Efter lang tids søgen fandt optikeren et stel, der i størrelse og udformning var sammenligneligt med det, jeg havde udset mig. Det kunne ikke bruges. Det var for stort til mit ansigt. Øv.

Så begyndte vi forfra. Jeg prøvede mange stel. Virkelig mange. Og langt om længe fik jeg udvalgt de to, som jeg syntes nogenlunde om – kun nogenlunde, for jeg havde ikke glemt det stel, som jeg oprindelig ønskede mig.

Nu er der gået lidt over en uge, og jeg har så småt glemt, hvordan de nye briller helt præcist ser ud. Jeg er spændt på at se dem, og spændt på, om jeg også synes om dem, når jeg kan se ordentligt. De blev sådan set valgt halvt i blinde, for man kan jo ikke have de briller på, man skal bruge for at se tydeligt, mens man prøver nye briller.

Jeg satser på, at optikerens gode råd kombineret med det, jeg trods alt kunne se, har resulteret i et nogenlunde fornuftigt valg.

Læs videre