Reklame – konkurrence i samarbejde med Alpha Forlag.
Hos Alpha Forlag har de været så søde at give mig muligheden for at afholde en lille konkurrence, hvor en læser af bloggen kan vinde de to første bind i den nye spændende krimiserie af Trude Teige.
Første bind i serien, Alene i mørket:
Et ældre ægtepar bliver fundet dræbt på en gård i den lille by Asker uden for Oslo. Tv-journalisten Kajsa Coren bliver sendt til gerningsstedet. Egentlig arbejder hun på en anden sag, der handler om omsorgssvigt og overgreb på børnehjemsbørn. Men hun kan ikke lade være med at spekulere over dobbeltdrabet, og efterhånden får hun en fornemmelse af, at der på en eller anden måde er en forbindelse mellem de to sager.
Kajsa forsøger at få en hektisk hverdag til at fungere. Hun har et krævende job, to børn, en travl ægtemand, og en mor der er begyndt at blive glemsom. Mens hun kæmper for at holde de mange bolde i luften, er gerningsmanden meget tættere på, end hun forestiller sig.
Andet bind, I dødens hænder:
Kajsa er gået i gang med at lave en dokumentar om sin mor, der er flyttet på plejehjem. Kajsa tilbringer mange timer på plejehjemmet, hvor hun taler med både beboere og personale. Efterhånden får hun en fornemmelse af, at der er noget på plejehjemmet, der ikke er, som det skal være. Hendes mistanke bestyrkes, da en af plejehjemmets sygeplejersker forsvinder.
Samtidig forsvinder en tiårig dreng efter at have været til fodboldtræning på fodboldbanen lige ved siden af plejehjemmet. Ingen ser en sammenhæng mellem sygeplejerskens forsvinden og den forsvundne dreng, før Kajsa involveres personligt.
Jeg kan varmt anbefale bøgerne. Handlingen er både rå og gribende, og hovedpersonen sympatisk, interessant og autentisk. Denne krimiserie kommer rigtig godt fra start, og jeg glæder mig til at læse meget mere om Kajsa Coren.
Læs mere om krimiserien hos Alpha Forlag og/eller læs min anmeldelse af første og andet bind.
Har du lyst til, at bøgerne skal blive dine, så skriv en kommentar til indlægget her. Du behøver bare at skrive, at du gerne vil være med i konkurrencen. Jeg trækker en vinder blandt alle, der har skrevet en kommentar inden mandag d. 10. januar klokken 12.