Julen varer lige til påske

snepaagrene

Man siger jo, at julen varer lige til påske – så med lidt god vilje kan man vel sige, at vi har fået hvid jul.

I hvert fald står vores juletræ i parasolfoden på terrassen med grenene tunge af sne. Det er pyntet på fint, som det kan gøres.

Rigtig god påske til alle, der læser med her.

Læs videre

Sne på hver en kvist og hvert et blad

kirsebaerlaurbaerhaekDet var helt betagende at kigge ud i morges, da det blev lyst. I nattens løb var alting igen blevet dækket af et forskønnende lag sne. Der var sne på hver en kvist og hvert et blad.

Vores kirsebærlaurbærhæk var tyk af sne, og det så bare så pænt ud. Meget af sneen er allerede faldet af bladene igen, så det var en flygtig fornøjelse, men jeg nød det i fulde drag, da muligheden var der.

Læs videre

Velkommen sne

velkommensne

I disse dage nyder jeg sneen – den er så velkommen. Vi har fået en god portion – og hvor ser det smukt ud. I dag har vi haft enkelte solstrejf, der fik det hele til at glitre og glimte. Sol på sne er noget af det smukkeste, jeg ved.

Jeg nyder både at kigge ud på sneen og at være ude i den. Jeg nyder også det specielle, smukke lys, der er herinde, når alt er hvidt udenfor. Jeg havde næsten opgivet håbet om, at vi ville få sne i denne vinter, men så kom det alligevel.

Sne og frostklar luft er dejligt – sådan skal vintervejr være efter min mening.

Læs videre

Helt unyttigt – men sjovt

frossenvandpyt

Sikke et dejligt vejr, vi har haft i dag. Sol og blå himmel – lige hvad jeg trængte til. Så jeg har gået tur  både  formiddag og eftermiddag og nydt solskinnet og den kolde, klare luft.

Jeg bliver jo totalt barnlig, når jeg ser ser sne og is. Sne har vi ikke noget af, men i dag var der is på alle vandpytterne, og jeg kan altså ikke lade være med at træde på isen, så den knækker. Jeg bliver seks år igen. Lyden og fornemmelsen, når isen knækker under støvlen, nyder jeg – fuldstændig som jeg gjorde, da jeg var barn. Når der kommer sne på et tidspunkt, skal jeg helt sikkert også ud og lave et traktorspor. Det gør jeg hvert år, når vi får sæsonens første rigtige lag sne. Jeg kan ikke lade være.

Den slags barnlige og fjollede aktiviteter er skønne  og falder vel ind under kategorien af ting, man kan foretage sig, som er unyttige. Og vores dronning opfordrede jo netop i sin nytårstale til, at vi af og til holder en pause og foretager os noget unyttigt. Noget vi kun gør for fornøjelsens skyld. Den er jeg med på. I virkeligheden er det, at foretage sig noget unyttigt, ganske nyttigt, som dronningen også var inde på. Man lader op, bliver glad, får inspiration og ny energi.

Læs videre

Sådan gik februar

Årets korteste måned er gået. Og med den – vinteren – i hvert fald ifølge kalenderen.

Det er jo ikke meget rigtigt vintervejr, vi har haft, men februar bød da på en smule sne og frost.

Februar bød også på fødselsdagsfejring i København med brunch og besøg i Rundetårn.

I den forgangne måned læste jeg en virkelig, virkelig spændende bog, Ondt blod af Emelie Schepp. Den blev læst på et par dage, for den var virkelig svær at lægge fra sig. Den kan absolut anbefales.

Det var også i februar, jeg oplevede flere tilfælde af rigtig god service i forbindelse med reklamationer.

Vi nåede også at prøvekøre et par dejlige biler og være til fastelavnsfest og se familiens yngste slå katten af tønden i februar.

For mig har februar desuden – ligesom december og januar – båret præg af, at mit eksem har været meget aktivt og mit velbefindende derfor langtfra i top. Det er et irriterende element i min hverdag, som jeg desværre tager med mig ind i marts, men jeg er optimist og tror fuldt og fast, at det snart bliver bedre.

Gem

Gem

Gem

Læs videre
1 2 3 9