Sikke et dejligt vejr, vi har haft i dag. Sol og blå himmel – lige hvad jeg trængte til. Så jeg har gået tur både formiddag og eftermiddag og nydt solskinnet og den kolde, klare luft.
Jeg bliver jo totalt barnlig, når jeg ser ser sne og is. Sne har vi ikke noget af, men i dag var der is på alle vandpytterne, og jeg kan altså ikke lade være med at træde på isen, så den knækker. Jeg bliver seks år igen. Lyden og fornemmelsen, når isen knækker under støvlen, nyder jeg – fuldstændig som jeg gjorde, da jeg var barn. Når der kommer sne på et tidspunkt, skal jeg helt sikkert også ud og lave et traktorspor. Det gør jeg hvert år, når vi får sæsonens første rigtige lag sne. Jeg kan ikke lade være.
Den slags barnlige og fjollede aktiviteter er skønne og falder vel ind under kategorien af ting, man kan foretage sig, som er unyttige. Og vores dronning opfordrede jo netop i sin nytårstale til, at vi af og til holder en pause og foretager os noget unyttigt. Noget vi kun gør for fornøjelsens skyld. Den er jeg med på. I virkeligheden er det, at foretage sig noget unyttigt, ganske nyttigt, som dronningen også var inde på. Man lader op, bliver glad, får inspiration og ny energi.