Vi har endelig fået et lille lag sne her hos os. Ikke så meget at det for alvor generer trafikken, men nok til at det ser smukt ud.
Vores juletræ står udenfor køkkenvinduet i en parasolfod. (Et udmærket aktiveringsprojekt for parasolfoden, der jo ellers er ramt af sæsonbetinget ledighed.) Der ender vores juletræ hvert år. Der får det lov til at stå resten af vinteren. Havens fugle kan godt lide at sidde og putte sig i det, og vi plejer at lægge æbler til solsorten under træet, så kan den sidde lidt i ly og læ og mæske sig.
Lige nu har snefaldet sørget for, at juletræet er smukt pyntet.